1. En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud Herren har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang.
2. Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.
3. Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare.
4. Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.
5. Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer.
6. Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.
7. Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gnd.
8. Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.
9. Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.
10. Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.
11. Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.
12. Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
13. Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod?
14. Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter!
15. Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.
16. Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund,
17. da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig?
18. Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.
19. Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig.
20. Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn.
21. Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.
22. Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.
23. Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.