1. Halleluja! Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
2. Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?
3. Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.
4. Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
5. at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
6. Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
7. Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
8. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
9. Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
10. Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem
11. Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
12. Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
13. Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
14. Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
15. Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.
16. Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
17. Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
18. Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige.
19. De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
20. Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.
21. De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
22. underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav.
23. Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem?
24. De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
25. Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26. Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
27. og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene
28. Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder
29. Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem.
30. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
31. Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.
32. De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33. Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber.
34. De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren Havde sagt det til
35. Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger.
36. Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare.
37. Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
38. Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
39. Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.
40. Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
41. Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.
42. Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
43. Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
44. Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
45. Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.
46. Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
47. Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris!
48. Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!