1. Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme.
2. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
3. baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
4. Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.
5. Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.
6. Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,
7. de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
8. Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham.
9. Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives,
10. saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
11. Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
12. Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
13. Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
14. Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela.
15. De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere.
16. Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela.
17. Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
18. thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
19. Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
20. Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.