1. Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde;
2. men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand.
3. Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden.
4. Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5. Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed.
6. Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
7. Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa.
8. Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er.
9. Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10. Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden;
11. (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12. Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13. Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14. Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15. Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred.
16. Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen?
17. Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder.
18. Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære.
19. Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud.
20. Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi.
21. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette.
22. Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl.
23. I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle!
24. Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud.
25. Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro.
26. Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes.
27. Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru.
28. Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder.
29. Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have,
30. og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde,
31. og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.
32. Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33. men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34. Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden.
35. Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
36. Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig.
37. Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel.
38. Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
39. En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren.
40. Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.