8. Men da Skriften forudsaa, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: »I dig skulle alle Folkeslagene velsignes«,
9. saa at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.
10. Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: »Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.«
11. Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er aabenbart, thi »den retfærdige skal leve af Tro.«
12. Men Loven beror ikke paa Tro; men: »Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.«
13. Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: »Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ«),
14. for at Abrahams Velsignelse maatte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde faa Aandens Forjættelse ved Troen.
15. Brødre! jeg taler paa Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
16. Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: »og Sædene«, som om mange, men som om eet: »og din Sæd«, hvilken er Kristus.
17. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
18. Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.