1. O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
2. Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Aanden, eller ved i Tro at høre?
3. Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte i Aand, nu ende i Kød?
4. Have I da prøvet saa meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves!
5. Mon da han, som meddeler eder Aanden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro?
6. ligesom jo »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed«.
7. Erkender altsaa, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
8. Men da Skriften forudsaa, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: »I dig skulle alle Folkeslagene velsignes«,
9. saa at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.
10. Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: »Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.«
11. Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er aabenbart, thi »den retfærdige skal leve af Tro.«
12. Men Loven beror ikke paa Tro; men: »Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.«
13. Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: »Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ«),
14. for at Abrahams Velsignelse maatte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde faa Aandens Forjættelse ved Troen.
15. Brødre! jeg taler paa Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
16. Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: »og Sædene«, som om mange, men som om eet: »og din Sæd«, hvilken er Kristus.
17. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
18. Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.
19. Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand.
20. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
21. Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov.
22. Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro paa Jesus Kristus gives dem, som tro.
23. Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde aabenbares,
24. saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
25. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester.
26. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus.
27. Thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus.
28. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
29. Men naar I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.