Gamle Testamente

Nye Testamente

1. Kongebog 18:16-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

16. Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.

17. “Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. “Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”

18. “Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, “for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Baʼal.

19. Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 baʼalsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”

20. Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.

21. Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: “Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Baʼal, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.

22. Så fortsatte Elias: “Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 baʼalsprofeter.

23. Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Baʼals profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Baʼals alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild!

24. Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”Hele forsamlingen syntes godt om det forslag.

25. Så vendte Elias sig mod baʼalsprofeterne. “I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. “Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”

26. Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Baʼals alter, og fra morgen til middag råbte de på Baʼal. “Åh Baʼal, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.

Læs fyldestgørende kapitel 1. Kongebog 18