9. Men dei skal tena ¬Herren sin Gudog David, kongen sin,som eg vil reisa opp ¬mellom dei.
10. Ver ikkje redd, ¬Jakob, min tenar,miss ikkje motet, Israel!lyder ordet frå Herren.For eg bergar deg ¬frå land langt borte,og di ætt frå landet ¬der ho er i fangenskap.Jakob skal atter få ro ¬og leva trygt,og ingen skal skræma han.
11. For eg er med deg, ¬seier Herren,og vil frelsa deg.Eg gjer ende ¬på alle dei folkeslagsom eg har spreitt ¬deg imellom;men deg gjer eg ikkje ende på.Eg tuktar deg med måte,men reint utan straffkan eg ikkje la deg vera.
12. Så seier Herren:Ubøtande er skaden din,ulækjande såret ditt.
13. Ingen fører di sak.Det er ikkje lækjedom ¬for ditt verkjesår,skinnet vil ikkje gro på det.
14. Alle dine elskarar ¬har gløymt deg,dei spør ikkje etter deg.Som ein fiende har eg ¬slege deg,nådelaust har eg tukta deg;for skulda di var storog syndene dine mange.
15. Kvifor klagar du ¬over skaden din,over di liding ¬som ikkje kan lindrast?Fordi skulda di er storog syndene dine mange,har eg gjort deg dette.
16. Men alle som slukte deg,dei skal sjølve verta slukte,alle dine fiendar ¬må fara i fangenskap.Og dei som plyndra deg,skal sjølve verta plyndra;alle som rana deg,gjev eg til rov.