37. Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes.
38. Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39. Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40. Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!
41. Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42. Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.
43. Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.
44. Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.
45. Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder.
46. Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
47. Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.