1. Og det skete, der Jesus havde endt alledisse Ord, sagde han til sine Disciple:
2. I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes.
3. Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas.
4. Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham.
5. men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.
6. Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus,
7. da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords.
8. Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde?
9. Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige.
10. Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig.
11. Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid.
12. Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde.
13. Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.
14. Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster,
15. og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge.
16. Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham.
17. Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet?
18. Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple.
19. Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet.
20. Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv.
21. Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig.
22. Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig?
23. Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig.
24. Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.
25. Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det.
26. Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.
27. Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;
28. thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.
29. Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige.
30. Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
31. Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes.
32. Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa.
33. Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.
34. Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.
35. Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene.
36. Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder.
37. Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes.
38. Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
39. Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.
40. Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!
41. Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
42. Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.
43. Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.
44. Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.
45. Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder.
46. Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.
47. Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.
48. Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham!
49. Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham.
50. Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham.
51. Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af.
52. Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.
53. Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?
54. Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?
55. Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.
56. Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
57. Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede.
58. Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden.
59. Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet.
60. Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde:
61. denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.
62. Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig?
63. Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.
64. Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.
65. Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.
66. Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden.
67. spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe.
68. Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog?
69. Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer.
70. Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger.
71. Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth.
72. Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske.
73. Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig.
74. Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen.
75. Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig.