8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.
9. Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.
10. Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: efterdi jeg veed, at du har i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag.
11. Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
12. Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden.
13. De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
15. og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges.
16. Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
17. Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer.
18. Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.
19. Disse burde være tilstede for dig og kalge, om de have Noget imod mig.