1. Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.
2. Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
3. at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse.
4. Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen.
5. Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect,
6. hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov.
7. Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder,
8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.
9. Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.
10. Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: efterdi jeg veed, at du har i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag.
11. Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
12. Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden.
13. De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
15. og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges.
16. Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
17. Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer.
18. Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.
19. Disse burde være tilstede for dig og kalge, om de have Noget imod mig.
20. Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret hos mig, da jeg stod for Raadet,
21. uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse.
22. Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, for Nøiere at underrette sig om denne Lærevei, og sagde: naar Øversten Lysias kommer ned, vil jeg paakjende Eders Sag.
23. Og han befoel Høvedsmanden at bevogte Paulus og tilstaae ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans Egne at gaae ham tilhaande eller at komme til ham.
24. Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus.
25. Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.
26. Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs, derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.
27. Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.