7. Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.
8. Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
9. Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien kom nær til Staden, steg Peter op paa Huset at bede ved den sjette Time.
10. Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse.
11. Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden;
12. i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13. Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og æd!
14. Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent.
15. Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent!
16. Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.
17. Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus.
18. Og de raabrte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter var der til Herberge?