1. Men der var en Mand i Cæsarea ved Navn Cornelius, en Høvedsmand af den Rode, som kaldes den italiske.
2. Han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus og gav Folket Mange Almisser og bad altid til Gud.
3. Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius!
4. Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.
5. Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Peter.
6. han er til Herberge hos en vis, Simon, en Garver, hvis Huus er ved Havet; han skal sige dig, hvad dig bør at gjøre.
7. Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.
8. Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
9. Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien kom nær til Staden, steg Peter op paa Huset at bede ved den sjette Time.
10. Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse.
11. Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden;
12. i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13. Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og æd!
14. Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent.
15. Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent!
16. Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.
17. Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus.
18. Og de raabrte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter var der til Herberge?
19. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Mænd lede efter dig.
20. Staa derfor op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi jeg har udsendt dem.
21. Men Peter steg ned til Mændene som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her?
22. Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.
23. Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den anden Dag drog Peter ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
24. Og den anden Dag kom de til Cæsarea. Men Cornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Paarørende og nærmeste Venner.
25. Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad.
26. Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.
27. Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen.
28. Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent.
29. Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig?
30. Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon,
31. og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud.
32. Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers, Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
33. Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.
34. Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
35. men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.
36. Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!)
37. da vide I, hvad der er skeet over al Judæa og begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede,
38. anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.
39. Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ.
40. Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares,
41. ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.
42. Og han har budet os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer.
43. Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.
44. Der Peter endnu talede dise ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
45. Og de Troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forfærdede over, at den Hellig Aand Gave blev og udøst over Hedningerne;
46. thi de hørte dem tale med fremmede Tungemaal og prise Gud.
47. Da svarede Peter: mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig Aand ligesom og vi?
48. Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.