1. Siden, efter fjorten Aar, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med.
2. Men jeg drog op efter en Aabenbarelse og forelagde dem, men de Ansete i Særdeleshed, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, om jeg vel løber eller har løbet forkjeves.
3. Men end ikke blev Titus, som var med mig, enddog en Græker, tvungen til at omskæres.
4. Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Trælle;
5. hvilke vi ikke noget øieblik vege med underdanighed, paa det Evangeliums Sandhed maatte blive varig hos Eder.
6. Men de, som ansaaes for at være Noget, hvormeget de vare, vedkommer mig ikke, Gud ser ikke paa Menneskens Person;) de Ansete, siger jeg lagde Intet til min Lærdom.
7. Men tvertimod, der de saae, at mig var betroet at prædike Evangelium for de Uomskaarne, ligesom Petrus for de Omskaarne,
8. (thi han, som gav Petrus Kraft til sit Apostel-Embede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil hos Hedningerne;
9. og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansaaes for Pillerne, mig og Barnabas Samfunds-Haand, at vi skulde prædike hos Hedningerne, og de hos de Omskaarne;
10. kun at vi skulde komme de Fattige ihu, hvilket samme jeg og har beskikket mig paa at gjøre.
11. Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste.