1. Siden, efter fjorten Aar, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med.
2. Men jeg drog op efter en Aabenbarelse og forelagde dem, men de Ansete i Særdeleshed, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, om jeg vel løber eller har løbet forkjeves.
3. Men end ikke blev Titus, som var med mig, enddog en Græker, tvungen til at omskæres.
4. Men det skete for de indsnegne falske Brødres Skyld, hvilke have indlistet sig for at bespeide vor Frihed, som vi have i Christus Jesus, paa det de kunde gjøre os til Trælle;
5. hvilke vi ikke noget øieblik vege med underdanighed, paa det Evangeliums Sandhed maatte blive varig hos Eder.
6. Men de, som ansaaes for at være Noget, hvormeget de vare, vedkommer mig ikke, Gud ser ikke paa Menneskens Person;) de Ansete, siger jeg lagde Intet til min Lærdom.
7. Men tvertimod, der de saae, at mig var betroet at prædike Evangelium for de Uomskaarne, ligesom Petrus for de Omskaarne,
8. (thi han, som gav Petrus Kraft til sit Apostel-Embede hos de Omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil hos Hedningerne;
9. og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansaaes for Pillerne, mig og Barnabas Samfunds-Haand, at vi skulde prædike hos Hedningerne, og de hos de Omskaarne;
10. kun at vi skulde komme de Fattige ihu, hvilket samme jeg og har beskikket mig paa at gjøre.
11. Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste.
12. Thi førend Nogle fra Jakobus ankom, aad han med Hedningerne; men der de kom, unddrog og fraskildte han sig af Frygt for dem af Omskærelsen.
13. Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven af deres Hykleri.
14. Men der jeg saae, at de ikke vandrede lige efter Evangeliums Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hendingerne til at leve paa jødisk Viis?
15. Vi, skjøndt Jøder af Fødsel, og ikke af Hedningerne, Syndere,
16. efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have vi troet paa Jesus Christus, at vi matte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
17. Men om vi, idet vi søge at blive retfærdiggjorte i Christus, ogsaa selv befandtes at være Syndere, da var jo Christus Syndens Tjener. Det være langt fra!
18. Thi dersom jeg igjen opbygger det Samme, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv at være en Overtræder.
19. Thi jeg er formedelst Loven død fra Loven, at jeg skal leve Gud.
20. Jeg er korsfæstet med Christus; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kjødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.
21. Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes Retfærdighed ved Loven, da er jo Christus død forgjeves.