1. Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder,
2. At, uagtet de bleve prøvede med megen Trængsel, har deres Glædes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddægtighed.
3. Thi efter Evne (det vidner jeg), ja over Evne vare de af sig selv villige,
4. og bade os med megen Overtalelse at annamme deres Gave og Sammenskud til Hjælp for de Hellige.
5. Og de gjorde ikke alene, hvad vi haabede, men de hengave sig selv først til Herren og dernæst til os, efter Guds Villie.
6. Saa at vi have formanet Titus, at ligesom han havde begyndt, saa skulde han og fuldende os Eder, ogsa hvad angaaer denne Gave.
7. Men ligesom I ere rige i Alt, i Tro og Lære og Kundskab og al Iver og i Eders Kjærlighed til os: maatte I saaledes ogsaa være rige i denne Velgjørenhed!
8. Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjære, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjærligheds Oprigtighed.
9. I kjende jo vor Herrens Jesu Christi Naade, at han for Eders Skyld blev fattig, der han var rig, paa det I ved hans Fattigdom skulde blive rige.