1. Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade;
2. (han siger jo: paa den behagelig Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig. See, nu er den behagelige Tid, see, nu er Frelsens Dag;)
3. og vi give ikke nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten skal ikke blive lastet;
4. men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere, med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,
5. under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeider, i Nattevaagen, i Fasten;
6. ved Reenhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Hellig Aand, ved uskrømtet Kjærlighed,
7. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, med Retfærdigheds Vaaben baade i Angreb og Forsvar;
8. under Ære og Vanære, under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere, og dog sanddrue;
9. som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;
10. som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, dog besidde Alt.
11. Vor Mund er opladt til Eder, Corinthier! vort Hjerte har udvidet sig.
12. I have ikke snever Plads i os, men Eders Hjerte er snervert.
13. Til fuldt Vederlag, (jeg taler som til mine Børn), udvider ogsaa I Eders Hjerter!
14. Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke?
15. Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe?
16. Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.
17. Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.
18. Og jeg vil være Eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.