9. Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10. Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden;
11. (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12. Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13. Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14. Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15. Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred.
16. Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen?
17. Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder.
18. Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære.
19. Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud.
20. Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi.
21. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette.
22. Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl.
23. I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle!
24. Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud.