1. En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.
2. Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
3. Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
4. Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
5. Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.
6. Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
7. De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
8. De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
9. Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor længe det skal vare.
10. Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
11. Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!
12. Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.