14. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv.
15. Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han.
16. Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere.
17. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn,
18. med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter.
19. Herren har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt.
20. Lover Herren, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!
21. Lover Herren, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie!
22. Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov Herren!