4. De, som forlade Loven, rose de ugudelige; men de, som bevare Loven, strides med dem.
5. Onde Folk forstaar ikke Ret men de, som søge Herren forstaa alting.
6. Bedre er en fattig, som vanrlrer i sin Oprigtighed, end den forvendte, som vandrer paa tvende Veje, om han end er rig.
7. Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn; men den, som har Omgang med Fraadsere, beskæmmer sin Fader.
8. Hvo som formerer sit Gods ved Aager og Rente, samler det til at skænkes de ringe.
9. Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.
10. Hvo som leder de retsindige vild paa Ondskabs Vej, han skal falde i sin egen Grav; men de oprigtige skulle arve, hvad godt er.
11. En rig Mand er viis i sine egne Øjne; men den ringe, som er forstandig, skal ransage ham.
12. Naar de retfærdige fryde sig, da er der stor Herlighed; men naar ugudelige rejse sig, skal man lede efter Folk.
13. Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.
14. Saligt er det Menneske, som altid frygter; men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
15. Som en brølende Løve og en omstrejfende Bjørn er den ugudelige, der hersker over et fattigt Folk.
16. En Fyrste, som fattes Forstand, er og en stor Undertrykker; men hvo der hader uretfærrdig Vinding, skal forlænge sine Dage.
17. Et Menneske, betynget med ell Sjæls Blod, flyr til Graven; man holde ikke paa ham.