10. Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen!
11. Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria:
12. Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke;
13. og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke æde af Kongens Mad; og. som du da ser, saa gør med dine Tjenere!
14. Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage.
15. Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad.
16. Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager.
17. Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme.
18. Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt.
19. Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.
20. Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige.
21. Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.