36. Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37. Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38. Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.«
39. Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: »Mester! du talte vel.«
40. Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41. Men han sagde til dem: »Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42. David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
43. indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44. Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?«
45. Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
46. »Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
47. de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.«