12. Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
13. Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14. Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15. Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
16. Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.« Men da de hørte det, sagde de: »Det ske aldrig!«
17. Men han saa paa dem og sagde: »Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18. Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.«
19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20. Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21. Og de spurgte ham og sagde: »Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?«
23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: »Hvorfor friste I mig?
24. Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?« Men de svarede og sagde: »Kejserens.«