Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 28:2-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

2. Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den.

3. Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys.

4. Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.

5. Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: “I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet.

6. Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå.

7. Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‘Jesus er genopstået fra de døde! Og han vil tage til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”

8. Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade.

9. Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: “Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.

10. Jesus sagde til dem: “Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”

11. Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket.

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 28