Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 26:45-63 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

45. Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: “Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold.

46. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

47. Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere.

48. Forræderen havde i forvejen sagt til dem: “Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”

49. Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: “God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.

50. “Min ven,” svarede Jesus, “er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast.

51. Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af.

52. “Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. “De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold.

53. Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle?

54. Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”

55. Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: “Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig.

56. Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”Da flygtede alle disciplene.

57. De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfasʼ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede.

58. Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.

59. Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser.

60. Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede:

61. “Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”

62. Så rejste ypperstepræsten sig. “Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. “Hvad har du at sige til dit forsvar?”

63. Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: “Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 26