Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 26:3-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfasʼ hus.

4. De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel.

5. “Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, “for så bliver der uroligheder.”

6. Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.

7. Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.

8. Da disciplene så det, blev de fortørnede. “Sikken et spild,” sagde de.

9. “Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.”

10. Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: “Hvorfor er I vrede på hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig.

11. De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid.

12. Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse.

13. Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”

14. Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne.

15. “Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det.

16. Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.

17. På den første af påskefestens dage kom disciplene til Jesus og spurgte: “Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”

18. Han svarede: “Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‘Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”

19. Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.

20. Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet.

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 26