Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 21:15-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: “Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus:

16. “Hører du ikke, hvad børnene råber?”“Jo, det har jeg hørt,” sagde han. “Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‘Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”

17. Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.

18. Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten.

19. Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: “Aldrig mere skal du bære frugt!” Og straks visnede træet.

20. Da disciplene så det, var de forbløffede. “Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.

21. Jesus svarede: “Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‘bjerg’ her: ‘Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske.

22. I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”

23. Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. “Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 21