Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 21:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple:

2. “Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem.

3. Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

4. På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

5. “Sig til Jerusalems indbyggere:Se, jeres konge er på vej!Han er ydmyg og rider på et hanæsel—det er et æselføl.”

6. De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt.

7. De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet.

8. Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham.

9. Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:“Hoshana, Davids Søn!Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!Hoshana til Gud i det Højeste!”

10. Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. “Hvem er han?” spurgte folk.

11. “Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, “profeten fra Nazaret i Galilæa!”

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 21