Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 16:11-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Hvordan kan I så tro, at jeg tænker på, om vi har brød nok? Nej, I skal være på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.”

12. Så gik det op for dem, at det ikke var den bogstavelige surdej, han advarede dem imod, men farisæernes og saddukæernes lære.

13. Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: “Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

14. “Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. “Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”

15. “Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

16. Simon Peter svarede: “Du er Messias, Guds egen Søn!”

17. “Simon, Jonasʼ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, “for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig!

18. Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den.

19. Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”

20. Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 16