Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 12:27-41 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

27. I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem!

28. Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

29. Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.

30. De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

31. Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån—undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for.

32. Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.

33. Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt.

34. Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

35. Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker.

36. Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt.

37. Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”

38. Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.

39. Men Jesus svarede: “Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonasʼ tegn.

40. For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage i jordens dyb.

41. Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 12