Gamle Testamente

Nye Testamente

Matthæus 10:20-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

20. Det er nemlig ikke jer, der skal tale—men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer.

21. Søskende vil angive hinanden—også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet.

22. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst.

23. Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.

24. Husk at en lærling ikke står over sin mester—en tjener står ikke over sin herre.

25. Lærlingen må acceptere, at det går ham som hans mester—og tjeneren, at han deler skæbne med sin herre. Når jeg, der er jeres mester, bliver kaldt for Djævelen selv, hvad vil de så ikke kalde jer?

26. Men I skal ikke være bange for dem, for alt, hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang.

27. Hvad jeg fortæller jer i det skjulte, skal I fremsige offentligt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I proklamere, så alle kan høre det.

28. Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede.

29. Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det.

Læs fyldestgørende kapitel Matthæus 10