Gamle Testamente

Nye Testamente

Markus 9:28-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

28. Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: “Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

29. “Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,” svarede han.

30. Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed,

31. for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: “Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”

32. Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.

33. De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: “Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”

34. Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde.

35. Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. “Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.

36. Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde:

37. “Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”

38. Johannes sagde nu til Jesus: “Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”

39. “Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. “Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig.

40. Den, der ikke er imod os, er for os.

Læs fyldestgørende kapitel Markus 9