17. Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede.
18. “Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. “Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene,
19. for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne.
20. Han tilføjede: “Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre,
21. dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord,
22. utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak.
23. Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”
24. Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt.
25-26. Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
27. Jesus sagde til hende: “Jeg må først tage mig af mine egne ‘børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
28. “Det er sandt, Herre,” sagde hun, “og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”