20. men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.
21. Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodesʼ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.
22. Herodiasʼ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have.
23. “Forlang hvad du vil!” råbte han. “Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”
24. Pigen løb ud til sin mor og spurgte: “Hvad skal jeg forlange?”“Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.
25. Pigen løb tilbage til kongen. “Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, “nu med det samme—på et fad!”
26. Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne.
27. Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes.
28. Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
29. Da Johannesʼ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.
30. De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om.
31. “I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. “Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.
32. Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted.
33. Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken.
34. Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.