16. Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: “Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”
17-19. Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: “Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes,
20. men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.
21. Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodesʼ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.
22. Herodiasʼ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have.
23. “Forlang hvad du vil!” råbte han. “Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”
24. Pigen løb ud til sin mor og spurgte: “Hvad skal jeg forlange?”“Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.
25. Pigen løb tilbage til kongen. “Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, “nu med det samme—på et fad!”
26. Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne.
27. Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes.
28. Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
29. Da Johannesʼ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.
30. De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om.
31. “I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. “Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.
32. Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted.