6. Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham.
7-8. Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: “Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”
9. “Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. “Legion,” svarede han, “for vi er mange!”
10. Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.
11. Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.
12. “Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.
13. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.
14. Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.
15. Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.
16. De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.
17. Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.
18. Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.
19. “Nej,” sagde Jesus, “gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud i sin barmhjertighed har gjort for dig.”
20. Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
21. Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden,