20. Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
21. Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden,
22. kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham
23. og bad indtrængende: “Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”
24. Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham.
25. Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.
26. I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod.
27-28. Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. “Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.
29. Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.
30. Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. “Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.
31. “Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. “Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”
32. Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.
33. Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. “Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.
34. “Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. “Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”
35. Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: “Din datter er død,” sagde de til ham. “Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”