10. Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.
11. Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.
12. “Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.
13. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.
14. Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.
15. Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.
16. De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.
17. Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.
18. Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.
19. “Nej,” sagde Jesus, “gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud i sin barmhjertighed har gjort for dig.”
20. Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
21. Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden,
22. kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham
23. og bad indtrængende: “Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”
24. Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham.