Gamle Testamente

Nye Testamente

Markus 2:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet.

2. Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige.

3. Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre.

4. Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham.

5. Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: “Min ven, dine synder er dig tilgivet!”

6. Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv:

7. “Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”

8. Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: “Hvorfor tænker I sådan?

9. Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‘Dine synder er tilgivet,’ eller: ‘Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’?

10. Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.”

11. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: “Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!”

12. Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. “Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.

Læs fyldestgørende kapitel Markus 2