Gamle Testamente

Nye Testamente

Markus 15:26-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

26. På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: “Jødernes konge”.

27. Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.

29. Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: “Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage!

30. Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”

31. Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. “Den er god med ham,” sagde de til hinanden. “Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde.

32. Og han skulle være ‘Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.

33. Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre.

34. Klokken tre råbte Jesus højt: “Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: “Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

35. Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias.

36. En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. “Lad os vente og se,” sagde han. “Måske kommer Elias og tager ham ned.”

37. Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.

38. I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.

39. Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: “Den mand var virkelig en gudesøn!”

40. Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses.

Læs fyldestgørende kapitel Markus 15