Gamle Testamente

Nye Testamente

Markus 14:45-55 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

45. Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. “Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden.

46. I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast.

47. En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af.

48. “Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus.

49. “Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”

50. Derefter flygtede alle disciplene.

51. Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort. Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham,

52. viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.

53. Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes.

54. Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.

55. Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser.

Læs fyldestgørende kapitel Markus 14