35. Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham.
36. “Far,” bad han, “alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37. Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. “Simon, sover du?” sagde han. “Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld?
38. Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39. Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før.
40. Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41. Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: “Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold.
42. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
43. Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere.
44. Forræderen havde i forvejen sagt til dem: “Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
45. Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. “Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden.
46. I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast.
47. En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af.
48. “Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus.