Gamle Testamente

Nye Testamente

Markus 10:9-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

9. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

10. Da Jesus senere var alene med sine disciple inden døre, bragte de atter emnet på bane.

11. Han sagde da til dem: “Hvis en mand skiller sig fra sin kone og derefter gifter sig med en anden, er han skyldig i ægteskabsbrud mod sin første kone.

12. Og hvis en kone går fra sin mand og gifter sig med en anden, er det hende, som begår ægteskabsbrud mod sin første mand.”

13. På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort.

14. Da Jesus så det, blev han vred og sagde: “Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.

15. Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

16. Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

17. Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. “Mester, du er et godt menneske,” sagde han. “Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

18. “Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. “Det ord kan jo kun bruges om Gud.

19. Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

20. “Jamen, Mester,” svarede manden, “alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

Læs fyldestgørende kapitel Markus 10