41. “Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. “Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”
42. Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen.
43. Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene:
44. “Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.”
45. Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.
46. Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem.
47. Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig.
48. Så sagde han: “Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”
49. Johannes sagde nu til Jesus: “Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.”
50. Men Jesus svarede: “Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”
51. Da tiden nu nærmede sig, hvor Jesus skulle vende tilbage til Himlen, satte han kursen mod Jerusalem.
52. En dag sendte han nogle disciple i forvejen for at sørge for husly i en samaritansk landsby.