Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 9:32-42 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

32. Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne, og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed.

33. Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: “Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige.

34. I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den.

35. Så lød der en stemme inde fra skyen: “Det er min elskede Søn. Lyt til ham!”

36. Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus.Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.

37. Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde.

38. En mand råbte: “Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn,

39. og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham.

40. Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”

41. “Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. “Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”

42. Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen.

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 9