Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 6:4-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

4. “Han gik op til Guds hus, spiste af de hellige brød og gav også nogle til sine ledsagere. Det er jo ellers kun præsterne, der har lov til at spise af dem.”

5. Så tilføjede han: “Menneskesønnen er herre over sabbatten.”

6. En anden sabbat var Jesus igen gået ind i en synagoge og underviste forsamlingen. Blandt de tilstedeværende var en mand, hvis højre hånd var forkrøblet.

7. De skriftlærde og farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.

8. Jesus var klar over, hvad de tænkte, og han vendte sig mod manden med den forkrøblede hånd. “Rejs dig og stå her i midten,” sagde han. Manden rejste sig.

9. Så vendte Jesus sig mod farisæerne og de skriftlærde og spurgte: “Hvad siger Guds Lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?”

10. Han så rundt på dem alle sammen og vendte sig så mod manden: “Ræk hånden frem!” sagde han. I samme øjeblik han gjorde det, var hånden rask.

11. Farisæerne og de skriftlærde blev rasende, og de gav sig til at drøfte indbyrdes, hvad de skulle stille op med Jesus.

12. En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud,

13. og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle.

14. Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus;

15. Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper;

16. Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.

17-18. Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder,

19. og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.

20. Jesus så ud over sine disciple og sagde:“Velsignede er I, som erkender jeres afmagt—for I skal få del i Guds rige.

21. Velsignede er I, som nu er sultne—for I skal få jeres sult stillet.Velsignede er I, som nu sørger—for I skal komme til at juble.

22. I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til.

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 6