39. Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget.
40. Der sagde han til dem: “Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”
41. Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad:
42. “Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!”
43. Da viste en engel fra Himlen sig for ham og styrkede ham.
44. Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.
45. Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse.
46. “Hvordan kan I sove?” sagde han. “Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”
47. Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden.
48. “Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.
49. Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: “Skal vi slå til, Herre?”
50. Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af.
51. “Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.
52. Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. “Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig!
53. Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
54. Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand.