Gamle Testamente

Nye Testamente

Lukas 17:22-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

22. Senere sagde Jesus til disciplene: “Der vil komme tidspunkter, hvor I inderligt vil længes efter, at Menneskesønnen skal komme, men I skal holde ud.

23. Nogle vil sige til jer: ‘Se, dér er han!’ eller: ‘Her er han!’ Men I skal ikke tro på det! Lad være med at løbe efter den slags.

24. Den dag Menneskesønnen virkelig kommer, vil det være som et lyn, der oplyser himlen fra den ene ende til den anden.

25. Men først skal jeg gennem mange lidelser og forkastes af dem, som ikke tror på mig.

26. Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme.

27. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken, og vandmasserne pludselig kom og udslettede dem alle.

28. Eller som det gik i Lots dage: Folk holdt deres fester, købte og solgte, plantede og byggede,

29. lige til den dag, da Lot gik ud af Sodoma, og det pludselig regnede med ild og svovl fra himlen, så alle blev udslettet.

30. Menneskesønnens komme vil ske lige så pludseligt og uventet.

31. Den dag vil de, der opholder sig uden for deres hus, ikke have tid til at løbe ind for at pakke, og de, der arbejder i marken, vil ikke have tid til at løbe hjem og hente deres ejendele.

32. Husk på, hvad der skete med Lots hustru!

33. De, der klamrer sig til livet, vil miste det, men de, der er parat til at give afkald på deres jordiske liv, vil få det evige liv.

Læs fyldestgørende kapitel Lukas 17